Hvad sker der, når åbenhed bliver en sårbarhed?

I 2024 advarede AIVD (Nederlandenes efterretningstjeneste) flere tekniske universiteter og forskningsinstitutioner om en systematisk udenlandsk interesse for civil højteknologi, herunder halvledere, avancerede materialer og energisystemer. Advarslen fulgte interne undersøgelser, som viste, at forskere og ph.d.-studerende over længere tid havde haft gentagne kontakter med udenlandske aktører, der udviste en usædvanlig og målrettet interesse for forskningsretning, udviklingstidslinjer og teknologisk modenhed.

Fremgangsmåden byggede på klassisk human intelligence (HUMINT) gennem akademiske relationer. Kontakt blev etableret via konferencer, fælles publikationer og gæsteforskerophold. Fokus var ikke på adgang til færdigudviklede produkter, men på gradvis indsamling af viden om forsknings-status, erkendte flaskehalse, prioriterede delområder og potentielle fremtidige anvendelser. Informationsindsamlingen skete gennem dialog, feedback på forskningsidéer og uformelle samtaler, hvilket gjorde aktiviteten svær at adskille fra legitim faglig udveksling.

Sagen peger på en bredere tendens, hvor civil teknologi med potentiel strategisk betydning indsamles gennem åbne vidensmiljøer. Universiteter og forskningsinstitutioner er attraktive mål, fordi åbenhed og internationalt samarbejde er grundlæggende principper.

Konsekvensen er en øget risiko for utilsigtet videns / teknologioverførsel, tab af nationalt og europæisk forspring samt større afhængighed af udenlandske aktører i kritiske teknologiske forsyningskæder. Problematikken udfordrer balancen mellem akademisk frihed og sikkerheds samt strategiske hensyn og rejser spørgsmål om, hvordan forskningsmiljøer kan bevare deres internationale orientering uden samtidig at fungere som uforvarende kilde til strategisk værdifuld viden.

Ekspert Råd
Forskningsinstitutioner bør etablere klare procedurer for vurdering af internationale samarbejder, herunder krav om gennemsigtighed i finansiering, formål og ejerforhold.  Uformelle forskningskontakter og gentagne henvendelser uden formel aftale bør registreres med formål om at identificere et efterretningsmønster. Medarbejdere og studerende med adgang til følsomme teknologier bør have tydelige retningslinjer for, hvilken viden der kan deles mundtligt og i hvilke fora.


Hvis du vil vide mere og styrke jeres modstandsdygtighed så kontakt ALPHA her

Udvidet interesse?
Læs Uddannelses- og Forskningsministeriets URIS Rapport
her

Næste
Næste

ALPHA og InterForce Danmark-skjoldet